AF EN BREVVEKSLING
313
Viljekraft. Saa lidt ønsker jeg at komme bort fra min Overbevisning. Og kan der i det hele taget være Tale om at ønske eller ikke ønske overfor Sandhedserkendelsen? Den gør sig gældende med en Magt, der ikke er ens Vilje underkastet, og der er kun ét at gøre: at følge dens Stemme, saa snart den lyder klar og indtrængende nok til at kunne forstaas. Umuligheden af én Forsoning med den Kristendom, der træder op med Fordring paa i sine Dogmer at have den eneste Vej til Sandhed og Frelse, staar lige saa afgjort for mig som nogen Sinde.
De vil sige til mig, at det er stærke Ord, og spørge mig, hvor jeg faar den Sikkerhed fra, hvormed jeg taler. Jeg vil svare: fra det samme Sted, hvorfra den troende faar Sikkerheden i sin Tro, fra den dybe, personlige Bevidsthed om, at det er det rette. Heller ikke den troende bar andet Udgangspunkt. Han kan ikke sige, at det er Kirken, der giver ham hans Sikkerhed, — thi kun naar han i Forvejen har Troen, staar Kirken for ham som den ufejlbare Myndighed. Ikke vise hen til Biblen, — thi han maa i Forvejen være troende for at se et guddommeligt Værk i Biblen. Ikke nævne Kristus, — thi først naar han tror, kan han høre Kristi Stemme og kende, at den er hans. Han har kun sin egen Følelse af Troens Sandhed at gaa ud fra. Ved at fastholde Troen paa sin Sandheds udelukkende Gyldighed og direkte guddommelige Udspring fastholder han med det samme Troen paa sin egen Følelses Ufejlbarhed, og det er jo ogsaa Protestantismens Forudsætning. Vælger man et Udgangspunkt udenfor sig selv, saa drives man med Konsekvensens Magt tilbage til Katolicismen. 'For Protestantismen, som er udgaaet fra stærke, religiøst bevægede Naturers Fordring paa at naa Sand-