314
AF EN BREVVEKSLING
heden gennem deres egen religiøse Følelse, er derfor — konsekvent set — Tanken om, at én Tro er den ene saliggørende, en Modsigelse. I Virkeligheden staar den troende Protestant og den ikke-troende ved Siden af hinanden som de, der trods deres Vejes Forskellighed har et fælles Udgangspunkt i det indre'personlige Livs Erfaring.
7.
8. Febr. 1873.
Naar jeg har lovet ikke i Trods at lukke mig til for Kristendommen, saa er det ingen ny Beslutning hos mig, der omstøder min hidtilværende Livsopfattelse, men en Frugt af denne. I adskillige Aar har jeg ladet det være mig magtpaaliggende at komme dybere til Bunds i Kristendommen og lære dens fremragende Personligheder at kende. Og det har jeg gjort, dels fordi Kristendommens Verdensbetydning jo ikke vilde kunne forstaas af den, der ikke kendte den selv, saa lidt som hvad det er for Egenskaber ved den, der har ladet den spille saa stor en Rolle, dels fordi der jo ogsaa var et personligt Problem at løse: Den, der staar udenfor Kristendommen, kan jo ikke vide, om ikke netop den rummer den Sandhed, der i personligste Forstand skal blive hans.
Men naar jeg saaledes har søgt, og vil vedblive at søge, at lære den at kende gennem levende Mennesker og Skrifter, der er gennemtrængt af den, saa gør jeg dette ingenlunde særlig fordi det er Kristendommen. Jeg har lige overfor enhver af Livets Fremtoninger den samme Pligt, den ikke at fornægte dens Sandhed, før jeg har prøvet den, og at anerkende den, hvor den saa findes. Sandheden maa søges i hele Livet. Den Kristnes Opfattelse er den, at de Sandheder, han tror udsprungne