AF EN BREVVEKSLING
315
af en direkte guddommelig Aabenbaring, i særlig Grad forpligter. For mig er det ikke saaledes. Om den Sandhed: Du skal elske din Næste som dig selv, er af guddommelig eller af menneskelig Oprindelse, den er lige forpligtende for det. Enhver Sandhed, der forstaas, afføder i samme Øjeblik en Forpligtelse til at handle derefter. De Tvivl, Kristendommen eller en anden Livsopfattelse vækker hos en, har man derfor ingen Ret til at arbejde til Døde. Kan man ikke ad den naturlige Udviklings Vej løse og overvinde dem, saa er de berettigede for en og skal staa fast. Det modsigende har man ingen Ret til med Vold og Magt at tvinge sig til at leve i; i modsat Fald vilde Menneskelivet selv være en stor Grundmodsigelse. Mennesket har sin Tænkning for at bruge den, og det vilde være et grænseløst Hovmod, om man vilde betragte nogen Side af det menneskelige Sjæleliv som en, hvis Virksomhed man havde Lov til at gøre overflødig og intetsigende. Jeg kan kun anerkende en Tro, der ligeligt omfatter og udvikler det hele Menneske, i Tanke og Handling, i Følelse og Vilje, udadtil og indadtil.
De spørger mig, om ikke det, mit eget Indre har lært mig om højere og lavere Bevægelser i Sjælen, har ført mig til Tanken om Arvesynd. Nej. Det er klart, at den, der med sin bevidste Vilje overvinder sine blinde Lidenskaber, i denne Sejr over sig selv føler Modsætningen mellem sit Væsens højere og lavere Sider og Betydningen af at arbejde paa de højeres Herredømme over de lavere. Men dette er et rent moralsk Forhold, som intet har med Arvesynden at gøre. Ved „Arvesynden“ er den moralske Kamp sat ud af Kraft, fordi ikke alene de Kræfter i Sjælen, der skal besejres, men ogsaa de, ved hvis Hjælp der skulde sejres, er under-