316 AF EU BREVVEKSLING
gravede af Synden. Arvesyndslæren fremkalder derfor med Nødvendighed Tanken om Menneskets fuldstændige Afmagt overfor sig selv. Den giver ikke engang Muligheden af noget Tilknytningspunkt i den menneskelige Natur for det gode. Anerkender man et saadant, har man i Virkeligheden berøvet Læren dens egentlige Indhold. De slette Egenskaber, man føler inden i sig og kæmper mod, staar ikke Arvesynden nærmere end det rene Naturmenneskes elskelige Egenskaber. Thi Arvesynd, det er jo ikke denne eller hin enkelte moralske Skavank, men det hele Væsens af det selv uafhængige Grundfordærvethed. Den, der hænger fast ved Arvesyndslæren, kan, naar han vil være konsekvent, ikke glæde sig ved nogensomhelst Ytring af Menneskenaturen, ikke ved Barnets sympativækkende Frejdighed, ikke ved Mandens tillidvækkende Tænksomhed, ikke ved den gamles ærefrygtvækkende Ro i Erindringen — det er alt kun kalkede Grave, ormstukne Nødder, Skin og Bedrag, Regnbuer, der hvælver sig over en Afgrund. Jeg tror ikke, noget Nutidsmenneske kan taale for Alvor at gennemføre Tanken om Arvesynden i sin Betragtning af Livet og Menneskene. Gøres det, kan Livets Maal og Indhold kun blive Flugt fra Livet, Flugt fra den til sit mindste Fnug af Synden smittede Verden. Ingen Naade kan give det timelige Liv Lykke og Betydning, fordi alt timeligt har mistet Modtageligheden for det gode, har tabt Gudsbilledet, som det hedder i det religiøse Sprog. Der er ingen Mulighed for at give den noget, som ingen Hænder har til at modtage med. Den Verden, som helt ligger i det onde, kan selv den guddommelige Naade ikke frelse. Overalt, hvor det gode skal faa Indpas, maa Spiren til det være tilstede. De vil derfor ogsaa se, at den moderne Kristendom bevæger