AF EN BREVVEKSLING
317
sig mere og mere bort fra Pietismen, hvis Grundbetragtning netop er Tanken om Arvesynden. Og hvis De vil se paa Grundtvigianismen, saa vil De faa Indtrykket af. hvorledes dens Betydning netop beror paa, at den — halv bevidst, halv ubevidst — har taget Arvesyndstankens Forbandelse bort fra Menneskenaturen. Derfor er den i mine øjne en Overgangsform, der i sin Udvikling vil føre ud over Kirkens Kristendom. Thi tager man Arvesynden bort, saa tager man ogsaa den guddommelige Forløser bort.
8.
8. Febr.
Det er smukt at se et Menneskeliv udvikle sig fra Barn af som en Plante i stille indre Vækst, se Blad føje sig til Blad, indtil, som det gaar med Planten, Bladene lidt efter lidt omdannes og forædles og samler sig til en farverig, skønhedsmærket Blomsterkrone, til et lyst og lykkeligt Menneskeliv. Det er, som kunde man glemme alt andet for at fortabe sig i Skuet deraf. Man føler sig gennemvarmet derved, som om Solen skinnede midt ind i ens Sjæl. Som kunde man gøre det til sit Livs Opgave nænsom at vogte over al denne Fred, al denne Barnetryghed og Barneglæde, der som en Glorie lyser fra en ren og uskyldig Pande. Man føler, hvor dybt den har været gennemtrængt af Kærlighed til denne Barnlighed, der talte om Brøden ved „at forarge disse smaa“, disse smaa eller store, der har bevaret Barndommens Troskyldighed.
Og 'naar da en saadan god og ren Sjæl fra sin tidligste Tid har samlet sig om Indtryk, af hvis Skønhed den har suget Næring, af hvis Varme den har følt sig