318
AF EN BREVVEKSLING
styrket, som den har bearbejdet i sit Inderste med stille Troskab, og hvori den har set sit Livs Forbillede og Støtte, hvem kunde da være haard nok til at lægge voldsom Haand paa disse Forestillinger og ville rive dem ud af den Sjæl, af hvilke de er bievne en Bestanddel ?
De tidligste Former, hvori man faar sit indre Liv udtrykt, har en uimodstaaelig Magt over ens Sind. Selv den, hvis Udvikling er gaaet langt bort fra hans Barndoms Opfattelse, kan maaske dog ikke, naar han vil udtrykke det inderste i sig, finde noget, der saadan taler til hans Hjerte som de Forestillinger, hvori Livets Grundmagter første Gang fik Skikkelse for ham. Med saa faste Rødder gennemslynger Barndomsindtrykkene det sjælelige Liv; det er igennem dem, det er blevet til. Men kan man derfor stille de samme Forestillinger op som Fordring til en anden, der fra først af har faaet sit Liv formet gennem ganske andre? Naar der er Tale om den almengyldige religiøse Sandhed, maa man søge at se bort fra hele denne Erindringens overmægtige Indflydelse, hvis Betydning, hvor berettiget den end er, er rent personlig. Dette være nu ikke sagt til Dem særlig. Dertil har jeg ingen Ret. De har jo ikke fordret noget af mig. Jeg skylder Dem kun Tak, fordi Deres Ønsker for mig og Haab om mig er saa dybe, at de naar ned til selve Livets Grundvold.
9.
Febr. 1873.
Der er en Sorg, og en tit gentagen Sorg, jeg har — men jeg indser, at det ikke kan være anderledes, og jeg er i en vis Forstand taknemlig for, at det er saa-