AF EN BREVVEKSLING
319
ledes, — det er, at jeg hos alle dem af mine kristne Venner, for hvem Kristendommen er Sandheden, vækker et Haab om, at ogsaa jeg vil blive Kristen. Jeg for-staar, at de, for hvem en Tro er den ene sande og frelsende, ogsaa maa tro den stærk nok til at drage alle til sig, og jeg føler, hvor megen Kærlighed der skjuler sig i dette deres Haab. Men dog er det mig en stor og dyb Sorg. Thi, ikke sandt, en Sorg er det at vække Haab, og det saa kærlighedsfulde Haab, som man véd bliver skuffede, og en Sorg, næsten som en Utaknemlighed, er det at maatte støde sine kærestes Kærlighedsgave fra sig. Der var En, der engang gav mig nogle Prædikener at læse, for at de skulde drage mig til Troen. Og jeg læste dem og rørtes ved dem, skønt de i sig ikke havde stort Værd, fordi jeg gjorde mig Umag for at læse dem med dens Sind, der havde givet mig dem. Men drage mig bort fra min Livsopfattelse kunde de naturligvis ikke. Og da vi næste Gang talte sammen, og vor Samtale som altid straks droges hen til hvad der var os begge en Hjertesag, maatte jeg sige, hvor ringe Virkning de havde gjort paa mig. Da sagde den Anden med Taarer i øjnene: „Jeg var saa glad, da jeg gav Dem Bogen; nu er jeg bleven saa bedrøvet.“ Jeg saa det lyse, tillidsfulde Haab, jeg havde vist tilbage, og det var mig, som om jeg kunde være bristet i Graad over at maatte være saa haard og forvolde saa megen Sorg. Men det var jo min Pligt at være ærlig. Og mange andre Gange har jeg følt det samme. Nu har ogsaa De sagt, at jeg har nogle af de Egenskaber, der fører til Troen, og bygget et Haab derpaa. Jeg er tvungen til at sige Dem imod. Jeg tror ikke, jeg har nogen af de Egenskaber, der gør troende i kristelig Forstand. Ja, Troen staar ikke engang