320 AF EN BREVVEKSLING
for mig som noget, jeg stræber og længes efter. Jeg vilde jo i saa Fald arbejde imod Sandheden, som efter min Overbevisning ikke ligger der.
De spurgte mig forleden, hvorfor jeg kaldte Kristendommen den lavere Sandhed. Det kan jeg ganske kort sige. Fordi den i mine Øjne ved Siden af sin Sandhed indeslutter noget - usandt. Dens Sandhed er for mig dens Kærlighedslære, dens Usandhed dens Forsoningslære. Dennes Grundlag, Arvesyndslæren, er hverken sand for min Følelse eller for min Tanke. Jeg tror ikke paa Menneskenaturens Grundfordærvethed.
Jeg kan næsten ikke overvinde mig selv til at skrive til Dem om disse Ting. Jeg véd, at hvert Ord, jeg skriver, maa bedrøve Dem, og det langt dybere, end Deres Opfattelse bedrøver mig. Jeg har kun den ene Sorg af Deres Opfattelse, selv om den er tung nok, at jeg, naar De skriver, saa meget stærkere føler den Skilsmisse, der er mellem mig og dem, der tror som De, mens De tillige maa opfatte den, der staar paa mit Standpunkt og ikke engang længes efter Troen, som fortabt og hans Liv som forspildt i det væsentlige. Anderledes kan den troende ikke opfatte det uden at modsige sig selv.
10.
23. Febr. 1873.
De siger, jeg har hidtil været „karsk“ og ikke trængt til Lægedom. Hvis De ved Karskhed forstaar Følelsen af Lykke og af egen Kraft, saa har De Uret. I min Barndom har jeg, uden ydre Grund, følt mig som en forskudt Eneboer i Livet, pint af stygge Følelser, Lumskhed og Forfængelighed, indesluttet og ulykkelig,