AF EN BREVVEKSLING
321
uden en eneste, jeg følte mig knyttet til, skammende mig over den Smule Følelse, der dog var i mig. Det er ikke fra mig selv, jeg kender Barndommens lyse Dage. Saa har jeg, som jeg engang har fortalt Dem, 10 Aar igennem levet i Fantasier, som udviklede og opdrog mig ved at stille Livsidealer frem for mig, men dog altid bar mere af Sorgens end af Glædens Farver og havde Afkald til Hovedtema. Saa kom der en Tvivlens Tid, hvor Livet var mig en Byrde og Sandheden uden Begejstring for mig. Jeg husker endnu et lille Vers fra den Tid:
Hvor er min Lyst og Energi?
Er da min Viljes Liv forbi?
Er al min Kraft da svunden hen og Mathed hvad jeg har igen? Er hvert et Ønskes Flamme slukt og Tanken dalet fra sin Flugt? Er al min Længsel mat og hed at smelte hen i Dødens Fred, at sove Søvnen dyb og lang og uden Drømmes Febersang? O hvem der kunde hvile sødt bag Grønsværtæppet fløjelsblødt, skilt fra den vilde Færdsels Larm, som Barnet i sin Moders Arm, og sende Sjælen som et Fnug bort i et stille, uhørt Suk!
11.
7. Aug. 1873.
Det/var mig kært i Lørdags igen at samles med mine Elever. De kan ikke tro, hvad det er for et rigt H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 21