322
AF EN BREVVEKSLING
Liv at være Lærer. Tænk Dem, at staa lige overfor lutter unge Sjæle, lutter troende Sind, hvis Øjne tillidsfuldt hænger ved Lærerens Læber. Tænk, hvad det vil sige at rede Tankerne ud for dem, at male Livet for dem, i det store og i det smaa, at lade de forskellige Tankers forskellige Lys og Farve strømme ud over Billedet, og samle dem alle i den store Tanke, at Sandheden er uudtømmelig og uendelig. Og hvor det er Børn, der er ens Elever, hvilken Rigdom af et andet Præg ligger der da ikke deri? Dag for Dag at se de spirende Sjæle, at høre Græsset gro og Hjertet banke i dem, at lokke Smilet og Glæden frem i dem og passe deres Tankers Vækst.
12.
27. Jan. 1874.
„Gid vi da, indtil vi naa saa vidt, maa kunne sige, at Kløften aldrig har gjort Kærligheden kold!“ Tak. fordi Deres Brev endte med de Ord. Og Tak, fordi jeg gennem dets sorgfulde Harme dog hørte Hjertets stærke Stemme. Jeg følte, medens jeg skrev til Dem, hvorledes mit Brev maatte virke paa Dem, og at De havde al Kærlighedens Magt behov, og Erindringen om, at vi dog saa tit bar kunnet dele Tanker og Følelser, for at at jeg ikke skulde forekomme Dem næsten som en Gøgler, der hvert Øjeblik skifter Skikkelse, naar man vil gribe ham. Jeg forstaar og elsker den kærlighedsfulde Oprigtighed, med hvilken De lægger Deres Skatte frem for mit Øje og for min Sjæl, og jeg ser klart, at det i Modsætning dertil maa forekomme Dem som Lysskyhed og Mangel paa Tillid til Dem og til det, jeg paastaar er Sandheden, naar det er, som om jeg altid