AF EN BREVVEKSLING
323
udtrykker mig med Forbehold, altid ligesom holdt en Bagdør aaben.
Men denne Forskel hænger jo sammen med den Opfattelse, hver af os har af sit Forhold til Sandheden. De har i Troen Forvisning om at staa i Forhold til ikke alene Menneskelivets, men det hele Verdenslivs evige, altomfattende Sandhed, ikke som en kold Erkendelsens Genstand, men som et bankende Pulsslag i Deres Hjerte; derfor maa den ogsaa trænge frem i Deres Tale med Begejstringens Glæde og Personlighedens Varme. Men for mig, i hvis Øjne al menneskelig Sandhed er begrænset, kun et Stykke, en Side af den hele fulde Sandhed, som De jo ganske rigtigt har opfattet mit Standpunkt, — for mig faar Livet ikke som for Dem blot ét Maal, det at leve sig inderligere og inderligere sammen med den fast og uomstødelig aabenbarede Sandhed, men et dobbelt Formaal, paa én Gang at faa Sandheden til at blive til i en og dernæst at inderliggøre den i Følelse og Handling. Idet jeg er gennem-trængt af Tanken om, at al den Sandhed, jeg kan tro at være naaet til, kun er som en Begynders famlende Skridt, men langt fra Sandhedserkendelsens sidste evige Resultat, m a a jeg saa ikke føres til mere at lytte til Livets og Menneskenes mangfoldige Stemmer for at be-riges ved deres Tale — især lytte til dem. der lever Livet paa andre Vilkaar og i andre Grundtanker end jeg selv, fordi jeg i dem føler en Livsmagt, hvis besjæ-lende Indflydelse jeg maaske ellers vilde gaa glip af, — maa jeg ikke mere ledes til igennem Kærligheden at søge at tilegne mig Livets Indhold og Forklaring end til at drage frem for Lyset, til Beskuelse for andre, de Sandhedsfnug, jeg kan have grebet?
De spørger mig, om jeg tror paa min egen Aand 21*