324 AF EN BREVVEKSLING
som det højeste, der er til. Hvor kan De tro det? Jeg, for hvem al menneskelig Erkendelse er som et Ophold i en Forgaard, som villig erkender, at et Grundspørgs-maal er der, som Menneskeslægten endnu aldrig har haft blivende Svar paa: Hvad er Livet? Jeg, der, hvad særlig mig selv angaar, godt véd, at jeg er langt fra at høre til de udvalgte, er en Personlighed indenfor snævre Grænser, uden stærk Livskraft i sig og derfor mindre end mangen anden i Stand til at lære Livets Dybder at kende? Jeg tror ikke, jeg nogen Sinde har skjult for Dem, at jeg har denne Opfattelse af mig selv.
Naar De nu forlanger et bestemt Svar om mit Forhold til en personlig Gud, saa maa jeg sige Dem, hvorledes jeg opfatter en saadan Tro. Den er enten den rent barnlige Tro, der uvilkaarlig klæder Livets dybeste Aarsag og Ophav i Menneskelivets begrænsede personlige Skikkelse uden at drømme om, at det guddommelige derved mister sin Guddommelighed. Denne Tro mener jeg historisk har vist sig i sin højeste Form i Jødedommen og de med den beslægtede Opfattelser. Eller den er en Tro, der er udsprungen af en Kamp med Livet, en Fortvivlelsens Kamp, i hvilken Sjælens Kræfter er sunkne sammen, har følt sig spredte og opløste, følt Nødvendigheden af et fast Stade udenfor Livet for den, der vil besejre Livet, og med Bevidsthed om Menneskets Mangel paa Evne til igennem sig selv at komme udenfor og over Livet, vælger som eneste Udvej det for den menneskelige Fornuft modsigende og samler sin hele Kraft i Troen. Denne Tro har stærkest ytret sig i Kristendommen. Til jeg blev voksen, har jeg levet i den første Slags Tro og fundet min Støtte og Styrke deri. Men nu har jeg den kun i Erindringen. Og den anden Slags Tro bar Livet ikke givet mig For-