AF EN BREVVEKSLING
325
udsætningerne for at faa. Jeg har ikke følt Menneskelivet som en Fortvivlelsens Kamp, og jeg har ikke den Personlighedens energiske Lidenskab, der kræver at gribe selve den evige Sandhed og formaar at vælge den i Strid med sig selv. Jeg føler Livet som en Udvikling indenfra, i hvilken dets Kraft er allestedsnærværende tilstede og derfor paa intet enkelt Punkt udtømmer hele sin Fylde.
De spørger mig, hvorfor jeg har kaldt Kampen om det ny Testamentes Ægthed en Kamp indenfor Kristenheden. Det har jeg gjort, fordi selve de, der fører denne Kamp, for begge Parters Vedkommende gør Krav paa Navn af Kristne og paa den rette Opfattelse af Kristendommen, som den ene Part mener bevaret, den anden forvansket gennem Kirkens Liv og Lære.
Endelig spørger De mig, om jeg holder Deres Tro for Tro paa noget usandt. Har det da et eneste øjeblik været Dem uklart, at for mig er Kristus ikke den menneskeblevne Gud, og at jeg derfor nødvendigvis maa sige, at den Tro, der fastholder ham som saadan, er Tro paa noget for mig usandt? Men deraf følger ikke, at det indre Liv, en saadan Tro afføder, er usandt. Det er Kristendommens Dybsind at have forstaaet, at hvad et Menneske skal elske, maa det genkende sig selv i. Den har gjort Gud til Menneske for at adle Mennesket gennem dets Kærlighed til Gud, og har derved faaet sin betagende Magt; midt ind i Menneskelivet lader den Underet træde og giver gennem det Mennesket i levende og nærværende Skikkelse en evig Genstand for dets Kærlighed. Skulde en Kærlighed, fordi det er fra et saadant Midtpunkt den lyser ud over Livet, være usand i dens øjne, der vel selv har et andet Midtpunkt, men foler Kærlighedens Magt i den