326
AF EN BREVVEKSLING
troende? Har da Kærligheden sin Lov og sit Værd udenfor sig selv i det, der er dens Genstand, og ikke i sig selv, i sin Hengivelse og Selvfornægtelse?
Og nu farvel. Jeg haaber, intet i min Tankegang nu er Dem uklart, og at De, naar De sammenligner hvad jeg i Dag har skrevet, med tidligere Breve, vil finde, at jeg aldrig har ført Dem bag Lyset. Foruden de rent personlige Følelser, der kan knytte os sammen, vil da ogsaa det kunne være et Baand imellem os, at vi dog begge ærligt higer mod Sandheden, hver paa sin Vis, og søger at gøre den til en Magt i vort Liv. Det maa De føle, at er der intet andet, min Livsanskuelse fremmer, Ydmygheden maa den udvikle. I den kan vi maaske samles til Beskuelse af det store uendelige Liv og forstaa, at for os svage Mennesker med de smaa Kræfter og de higende Hjærter er det det bedste at staa Side om Side og Haand i Haand til gensidig Hjælp og Trøst og kærlig Forstaaelse af hinanden.
13.
8. Maj 1874.
Hvorfor tror De, jeg ingen historisk Kærlighed har til Jøderne som Folk? Om ikke for andet, skulde jeg da ikke have en saadan Kærlighed til et Folk, der Aar-hundreder igennem er jaget som et vildt Dyr, forskudt af alle; der har levet som paa en Vulkan af Had og Foragt og hvis blotte Navn næsten har været som en Skændsel for den, der bar det? Er ikke Forfølgelsen nok til at vække Medfølelsen for den forfulgte? Og tænk saa paa, hvad det har været for et Folk: et Oldtidsfolk med saa dybe Tanker, saa stærke Personligheder, saa brændende Følelser som intet andet, med en