ET STYKKE DAGBOG.
21
Lyst til at lære det?“ „Ja.“ „Top,“ sagde jeg, „saa skal jeg lære dig det. Saa begynder du at læse Lektie til næste Gang. Vil du?“ „Ja.“ „For Alvor?“ „Ja. Men ogsaa saa jeg kan tale det.“ „Ja, men du maa ikke være for utaalmodig, men give Tid.“ I det Par Timer, jeg læste med ham inden Sommerferien, var han ogsaa ret flittig og kom godt ud af det.
Sept. 6 5. I Slutningen af August tog vi fat igen. Hans Lektier til Skolen tog ham imidlertid nu mere Tid op, og han blev Nr. 4 i sin Klasse. Han fik derfor mindre læst i Tysk, men kunde det dog altid ret godt.
En Dag kom han en halv Time for sent. Han havde været et Ærinde for sin Tante. Jeg kom til at tvivle derpaa og gik, inden jeg næste Gang læste med ham, ned til Tanten. Han var kommen for sent, fordi han trods hendes Opfordringer ikke havde agtet paa Tiden. Jeg bad hende om ikke at sige til ham, at jeg havde været der. Da jeg havde hørt ham i hans Lektier, spurgte jeg om hans Karakterer. Han sagde dem. );Kan jeg stole derpaa?“ „Ja,“ svarede han. „Ser du,“ sagde jeg, „det er ikke uden Grund, jeg spørger derom. Jeg vilde saa gerne stole paa hvert eneste Ord, du siger. Men naar du nu, som f. Eks. i Fredags, for at undskylde dig siger noget, der er usandt, saa nøder du mig jo til at forhøre bagefter, om det er sandt, hvad du siger, saa nødig jeg end gør det. Husker du ikke det fra i Fredags?“ „Jo,“ , svarede han temmelig sagte og fik sit gamle Udtryk i Ansigtet. „Du skal lade være med at sige usandt,“ sagde jeg i en bestemt Tone, „det er saadan en styg Vane, at du maa vænne dig af med den. Jeg troede nu, det var gaaet over, og jeg er bedrøvet over, at jeg har taget fejl deri.“ Saa drejede jeg Talen hen paa