X)
AF EN BREVVEKSLING
paa et højt Sted med fri Horisont. Der er heri noget lykkeligt. Paa den anden Side er det klart, at den moderne Jøde, der, saa snart som hans Natur begynder at tale, føler sig som det sorte Faar i Flokken, uden samme Religion, uden samme Temperament som det Folk, midt i hvilket han bor, uden Fællesskab med det i de Anskuelser, der følger af Temperamentet, og uden at fornemme samme Forfædres Aand røre sig i sig, maa føle sig mere aandeligt hjemløs end nogen anden. Der er heri noget virkeligt tragisk.“ Ikke sandt, der er Sandhed i den Tale. Men jeg maa tilstaa, jeg har aldrig følt Modsætningen saaledes. Jeg føler mig ikke i Temperamentet skilt fra Nordboerne, og Hjemløshedens Sorg er først bleven til i mig, da jeg med min Livsanskuelse følte mig hjemløs blandt dem, jeg elskede.
14.
6. Decbr. 1874.
Lad mig straks tage fat paa Deres Spørgsmaal. Hvad Jødefolket angaar, saa er det min Opfattelse, at netop den Kendsgerning, at i Moseloven den dybtskuende Lovgiver, der har set sit Folk i Nærhed og paa Afstand, kunnet maale det med dets eget og med det fremmede ægyptiske Folks Maal, gennemtrængt som han er af sit eget Folks Aand og Natur og af Ægypternes Dannelse > netop den Kendsgerning, at han gør Lydigheden til Grundpillen for det religiøse Liv, fremsætter de Sandheder, der skal være Livets Rettesnor, som myndige Bud, kræver Personlighedens fuldstændige Opgivelse af al Egenvilje og dens Underordnethed under en given, uforanderlig religiøs og borgerlig Lovordning, — alt dette synes mig at tyde paa, hvorledes hans Folk har