AF EN BREVVEKSLING
329
staaet for hans Øje: som „et haardnakket og genstridigt Folk“, der maatte opdrages til Lydighed, kues til Underordnelse, tæmmes til Selvfornægtelse. I det gamle Testamentes Skildring af Jødefolket ser vi jo ogsaa i Tiden før det babylonske Fangenskab hvert øjeblik den utæmmede Naturdrift bryde løs, Lydigheden krænkes og Af-gudsaltre rejses.
Men det forstaar sig: Livet under den strenge guddommelige Lov, med Følelsen af i hvert Øjeblik at staa til Ansvar for Gud Ansigt til Ansigt med ham selv, Lovens Gi/er, bliver en Tugt, gennem hvilken lidt efter lidt Personlighedernes Selvraadighed lænkebindes og den faste, indgroede Tradition rodfæstes som en instinktmæssig Følelse. Og Folkets Skæbne i senere Aarhundreder, dets Fortrykthed og Forpinthed som en Pariakaste uden noget Sted at helde sit Hoved til, har jo ikke kunnet andet end samle hele dets Modstandskraft og Selvopholdelsesdrift om den Trøst og Støtte, der laa i Tanken om igennem den ubetingede Lydighed at være Guds udvalgte Folk, Forjættelsernes Indehaver, og lede al den koleriske Personlighedstrang, der er dets Særkende, al den Drift, det har til i intet at blive staa-ende paa Halvvejen, ind paa den styrkende Hengivelse til Loven og Profeterne. Dertil kommer et National-træk, der netop er Udtryk for dets naturlige Fjernhed fra den ubetingede Lydighed, en vis Trods lige overfor al Tvang, der saa i Modgangens og Forfølgelsernes Aarhundreder samler alle Kræfter om Hævdelsen af det, man forfølges for, sin særlige Tro og sin Lydighed mod den.
Men læg Mærke til, hvorledes den borgerlige Frigørelse har virket paa Jøderne — først under frie Forhold kommer et Folks egentlige Natur jo til at ytre