362
FORÆLDRE OG SKOLE
Vi nævnte øjet og øret. Det er netop de to Hovedveje, der fører Kundskabens Verden ind i os. Først er der én stor Gruppe Kendsgerninger, der vækker Barnets Opmærksomhed, og som det gælder for Læreren at vejlede det i, — det er den store Natur, hvori Mennesket lever. Naturen kan for en Tid vise sig som Menneskelivets Fjende; men er den først overvunden, d. v. s. forstaaet, forvandler den sig til en trofast og hjælpsom Ven, en Forbundsfælle, det ikke kan undvære. Saalænge Mennesket ikke kender noget til Naturen, saa længe er det, Fjendskabsforholdet finder Sted. Efter-haanden som Mennesket gennem Iagttagelse og Granskning er naaet til at erkende Naturkræfternes Virksomhed, Naturfrembringelsernes Egenskaber, har Indsigten forvandlet dens Forhold til os, gjort det til et Venskabsforhold. Elementerne, der synes at være vore ubarm-hjærtige og ubønhørlige Fjender, spænder vi for vor Vogn. Ilden, Luften, alle bliver de lydige Tjenere for os, blot vi forstaar at underordne os under dem paa rette Maade; thi saadan er vort Forhold til Naturen: den, der forstaar at underordne sig under den, bliver i Stand til at herske over den.
Det kan ikke hjælpe, at vi overmodigt siger: „Naturen skal føje os og lystre vor Kommando, vi Mennesker er de overordnede, der har at befale, Naturen Trællen, der har at adlyde.“ I Middelalderen var det Maaden, hvorpaa man vilde beherske Naturen. Naturiagttagelsen var endnu saa godt som ikke til. Man mente at kunne regere ved Trolddom, ved Trylletegn, hvorved man bragte de højere og de lavere Genstande i Naturen i Forhold til hverandre. Og saa stod Troldmanden midt i Tingenes Kreds og lod sin Vilje raade. I vore Dage er man kommen til en anden Opfattelse.