FORÆLDRE OG SKOLE
363
Vi forstaar, at Trolddomsforholdet til Naturen er et indbildt Forhold, som ikke fører Herredømmet et Skridt videre. Vi maa være taalmodige og vente, indtil vi har undersøgt og forstaaet. Naar vi saa har forstaaet Naturen, maa vi føje os efter den, og, idet vi føjer os efter dens Love, kan vi tage dens Kræfter i vor Tjeneste.
Men deraf ser De, hvor nødvendigt det er at tage Kundskaben om Naturen med op i Undervisningen og sætte den unge Slægt i et sundt Forhold til den. Først derved, at vi aabner Barneøjet for Naturen, saaledes at Barnet ikke blot paa et enkelt tilfældigt Punkt bliver den skarpsynede lille Iagttager, som Naturen har stemplet Børn til at være, men faar denne sin Evne til Iagttagelse udviklet gennem alsidig Øvelse. Har Barnet ved at bruge sine Sanser faaet en Sum af friske, levende Indtryk, og er dets aandelige Standpunkt naaet vidt nok dertil, maa man søge at forbinde alle disse Indtryk og sammen med Barnet se at komme paa Spor efter de Kræfter, der rører sig i Naturen, og de Love, der styrer det hele. Føre saadanne Undersøgelser til Ende kan man naturligvis ikke. Et Barn kan ikke sluge al Verdens Visdom. Hvad store Videnskabsmænd har anvendt deres Livs bedste Aar paa at udgranske, kan ikke forkyndes saaledes, at det ligesom med en Teske kan dryppes ind i en Barnesjæl. Men vi kan naa et Stykke hen ad Vejen, vi kan sige til vore Elever: „Saa vidt er I komne; men forstaa vel, at det kun er en Begyndelse, der er gjort, kun en Grund, der er lagt. Idet I nu slippes ud i Livet, skal I selv arbejde videre. For hver ny Kundskab, I indvinder, vil I føle, at det ikke blot er en Kundskab mere, I har faaet, men at der i Erhvervelsen af denne Kundskab ligger en Evne til at klare de Forhold, der direkte eller indirekte be-