366
FORÆLDRE OG SKOLE
gang — Menneskeudviklingens Grænse naas aldrig. Aldrig vil man kunne sige: „Nu er al Visdom indhøstet, alle Evner udviklede, intet, mere at gøre.“ Nye og store Opgaver vil bestandig ligge for.
Men dog holder Billedet Stik. Og vi, der er komne et Stykke op ad Bjerget, har godt af at se tilbage paa de Skrænter og Stier, ad hvilke vi selv og vore Forgængere har gaaet frem, — først derved paaskønner vi for Alvor det Sted, vi staar paa. Vi lærer bedst, hvad der kræves for at komme videre, naar vi ser, hvad der har været fornødent for at komme saa vidt. Vi ser, hvor lidet vi hver for sig formaar lige over for Livets vanskelige Opgaver, men ogsaa, at de mange Opgaver lidt efter lidt dog blev løste, naar alle lagde Ryg til. Viser et Blik tilbage i Tiden os, hvor uendelig langsomt svundne Slægters ihærdige Arbejde har kunnet føre den historiske Udvikling videre, føler vi saa meget dybere Betydningen af hvert Hanefjed, vi vinder frem, og for-staar, at vi ikke kan forlange det umulige: pludselig i store Spring at komme bort fra det nærværende. Ikke at vi derfor skal lægge de store Tanker om Forædling og Fremskridt hen; Kampen for dem er en nødvendig Betingelse for, at selve de smaa Fremskridt kan finde Sted.
Det er vor Tids Fortjeneste at have øje for Betydningen af det uendelig smaa og deri se det stores faste Kærne. Hver Kærlighedsytring af Forældre overfor deres Børn, gennem hvilken Spiren til noget godt lægges i Børnene, er, vel forstaaet, en Bedrift, der med fuld saa stor Føje har sin Plads i Historien, selv om den ikke omtales, som de store blændende Heltegærninger. Tit er netop Kampen i det smaa og med det smaa saa meget større og mere frugtbringende, som det dog