370
FORÆLDRE OG SKOLE
en Fordring er det da ikke,man stiller til Børn ved at sende dem i Skole, hvor de Time efter Time skal sidde og være opmærksomme? Læreren maa da lægge alt saaledes til rette, at det bliver naturligt for Børnene at være opmærksomme. Er han selv dorsk og død, stiv og kold, hvor kan han saa forlange de modsatte Egenskaber hos sine Disciple? Forstaar han at gøre Undervisningen levende, saa behøver han maaske slet ikke længer at forlange Opmærksomhed, den kommer af sig selv. Gennem denne Opmærksomhed og det, der i Hjemmet svarer dertil, Fliden, lægges hos Barnet Grunden til en Udvikling for Livet. Begge er de en Evne til at samle sin Vilje om ét Maal og holde den samlet, til Maalet er naaet. Idet Skolen ad den Vej gør Barnets Vilje fast, lærer det at bøje den ind under Lydigheden mod Pligten.
Endelig var det Undervisningens Opgave at tale til Følelsen. Det gør den, hver Gang den vækker Barnets Interesse for de Kundskaber, den meddeler det, saa at det føler sig som Part i Sagen. Hvor spiller ikke dets øjne, naar det kan komme hjem fra Skolen og stolt fortælle sine yngre Søskende, hvad det har lært, fortælle det næsten som et Eventyr. Men Sagen, Barnet skal føle sig som Part i, skal være den gode Sag, Forhold, der ikke drager det nedad i Steden for opad. Her faar da Skolen en Opgave. Hvert sandt Indtryk af den levende Natur, hvert forstaaet Indtryk af Menneskelivet er et Middel til at give Følelseslivet et ægte Indhold.
Skal jeg til Slutning samle det, vi i Dag har talt om, vil jeg sige: Skolen skal lægge fast Grund for det Liv, Barnet vil komme til at føre, ved at hjælpe det til at gøre Erfaringer, direkte gennem sine egne Sanser, indirekte gennem andres Meddelelser. Har Skolen skaffet