KUNDSKAB ER MAGT
co
Lærerens Mund, naa'r et lille Stykke videre i Erkendelsen af, hvad der er Livets og Kendsgerningernes sande Væsen, — lyttende af al sin Evne, i sikker Forventning om, at Lærerens Tale er den Bro, der fører ham ind i en endnu ubekendt Verden. Hør Disciplen stille sine Spørgsmaal til Læreren. Det, han allerede har lært af ham, har vakt hos ham nye Problemer, som han ikke selv magter, et Idéliv, han nu ved Lærerens Hjælp søger at komme til Klarhed over — De vil faa Indtrykket af, hvorledes denne Discipel netop ved den trygge Tro paa sin Lærer, ved Følelsen af hans overlegne Kundskab er kommen ind i en Udvikling, en vækkende Gæring, der Skridt for Skridt fører ham opad.
Og nu den vanskelige Kunst at holde den rette Tugt eller Disciplin msllem sine Elever. Er det bedste Middel til her at hævde Lærerens Herredømme i Grunden ikke Elevens sikre Forventning om gennem Læreren at faa i Eje alt, hvad der skyldes ham? Kommandostaven, en saadan Lærer strækker over Discipelskaren, er folen stor Del selve den Kundskab, hvormed han fængsler Disciplenes Opmærksomhed og fylder deres Sind saa stærkt, at alt det, der, naar de keder sig, slaar ud som Uartighed, Drilagtighed, Opsætsighed, eller hvad det kan være, der tumler sig i Barnets Sjæl, holdes nede, fordi Barnet har andet og bedre at gøre: det føler sig bundet i Interesse til Lærerens Ord og Handlinger. Saa bliver den Myndighed, han faar i Kraft af sin Kundskabsfylde, ogsaa paa det moralske Omraade en Vejbryder, hvorved han naar sit Maal sikkert og let. Forestil Dem paa den anden Side den Famlen og Vaklen ogsaa i discip-nær Henseende, der følger med, hvor en Lærer alt for let rustet melder sig til Skolens Tjeneste.
Men Læreren er ikke alene én, der skal meddele