376
KUNDSKAB ER MAGT
Kundskab, han har en væsentlig Del i hele Barnets Opdragelse. Han maa have en klar Forestilling om, hvad der naturlig rører sig i et Barns Indre, for at kunne komme Barnet saaledes i Møde, at det villig og let bøjer ind paa de Veje, ad hvilke Opdragelsen skal føre det. Men den, der med en Seers Blik formaar at tyde de Runer, der er skrevne i Barnesjælen, bliver derved en Magthaver, der lydes uden at byde og hersker uden at kue.
Gaar vi fra Læreren over til Forældrene, viser det samme sig der.
Hvor tit føler Forældre sig ikke stedte i Vaande, naar de staar ved det lille Barns Vugge og ser, at der er noget i Vejen med Barnet. De hører dets Klynken og Skrig, men det er dem ikke muligt at komme paa det rene med, hvad det fejler; Barnet selv kan jo ikke forklare sig. Forældrene føler sig prisgivne al den Afmagt, som Følelsen af at mangle den fornødne Kundskab frembringer. Træder saa i det samme Lægen ind ad Døren, hvor velkommen er han da ikke ved sin blotte Nærværelse? Der ligger en egen Tryghed i Tanken om, at den er tilstede, hvis skarpe Blik ledet af Kundskaben kan gennemskue Barnets Tilstand og raade Bod paa dets Sraérte.
Saa sandt Kundskaben her ytrer sig som Magt til at gribe ind og, hvor det er muligt, jage Sygdom og Lidelse paa Flugt, saa sandt er det, at netop den kundskabsrigeste vil have den dybestgaaende Følelse af sin Begrænsning. Det er nemlig ogsaa en Side af den Magt, der følger med Kundskab, at man ikke tiltror sig mere, end man er i Besiddelse af, ikke sigter mod et Maal, man ikke kan naa. Netop Lægekunstens .Historie kan give et anskueligt Eksempel herpaa. I tidligere Aar-