KUNDSKAB ER MAGT 377
hundreder, da Lægekunstens Udøvere i Reglen manglede et égentligt videnskabeligt Grundlag, bevægede de sig tit i æventyrlige Forestillinger om deres egen Betydning og optraadte som et Slags Gøglere i fantastiske Dragter, søgte ved store Ord og dristige Løfter at imponere deres mindre kyndige Medborgere, brugte Hestekure, ved hvilke de mangen en Gang slog flere Mennesker ihjel end de frelste. Men efterhaanden som man har forstaaet, at det netop kun er nøjagtig videnskabelig Indsigt, ikke halvvaagne Drømmerier, der kan lære en at gribe velgørende ind i Legemets Tilstande, saa er Lægens hele Optræden bleven en anden, en menneskeligere og beskednere, beskednere i Dommen over sine egne Evners Rækkevidde, naar han siger til sig selv:. „Det er ganske vist ikke meget, vi endnu véd, men det Udbytte vil vi dog i ethvert Tilfælde have af vor Kundskab, at vi ikke bilder os ind at være de vidende, hvor vi endnu er de uvidende, og at vi ikke anvender Midler, om hvis Virkning vi ingen Forestilling har.“
Men, for at vende tilbage til Forældrene, ogsaa i deres Forhold til de ældre Børn vil man faa Indtryk af, hvor meget Kundskab og Forstaaelse her har at sige. Ikke sjælden hænder det, at Forældrene, efterhaanden som deres Børn vokser til, paa en lidt krænkende Maade føler sig stillede i Skygge af dem. De har, og det er dem en Glæde, en Fornemmelse af, at Børnene har lært mere end de selv i deres Barndom, men samtidig trykker det dem, at Børnene med et vist Skin af Ret skal faa Anledning til at se dem over Hovedet. Det hører til Vanskelighederne i Forholdet mellem den ældre og den yngre Slægt.
Gennem de fortsatte Undersøgelser skyder Kundskabens Træ stadig nye Skud, nedarvede, fastslaaede