378
KUNDSKAB ER MAGT
Domme og Opfattelser stilles i ny Belysning. I mangt et Tilfælde kan de gamle ikke forsone sig med de tilsyneladende vilde Idéer, der har grebet den yngre Slægt, medens til Gengæld de unge ikke kan finde sig i det Snæversyn, hvorved den ældre Slægt forstenet er groet fast til sin Ungdoms Indtryk. Paa begge Sider er det i Reglen Manglen paa Kundskab, Kundskab om, hvad Udvikling vil sige, hvilke dens Love er, der stiller ung og gammel skævt overfor hinanden. I sin Roman „Vilhelm Meister“, der for en Del handler om Opdragelse, fortæller den vise tyske Digter Goethe, hvorledes Helten i hans Bog, da han faar en Søn, ivrig lægger sig efter alle de Kundskaber, Sønnen skal tilegne sig, saa at sige lever sin Skoletid om igen sammen med ham, for at de kan følges saa meget bedre ad i deres Tanker og Følelser og Forholdet mellem Fader og Søn udvikle sig saa meget mere uforstyrret. Hvor mange Forældre har ikke i mindre Maalestok oplevet det samme og følt det tiltalende i paa denne Maade at komme deres Børn nærmere og leve Livet to Gange. Ved at gaa Side om Side med dem; daglig have Lejlighed til under deres Skolegang at klare sig deres Fremskridt; høre om det, de har lært; gennemgaa med dem, hvad der falder dem vanskeligt; opfriske deres egne Kundskaber og lægge det til, som i deres egen Læretid endnu ikke var fremme, faar Forældrene et Herredømme over deres Børn, som de vilde være afskaarne fra, naar de hvert øjeblik i Sorg saa deres Børn svinge sig ud over deres Synskreds og med et medlidende Smil trække paa Skuldrene, beklagende deres stakkels Forældre, som ikke kan følge dem i deres høje Flugt.
Blandt de Fortrin, hvorved de ældre bevarer Forspringet for de yngre, staar Erfaringen, som efter det