DEN RELIGIØSE FØLELSE
27
den ene Side bygger paa den Grund, der allerede er lagt, paa den anden Side ikke lader sig fange af Fortiden og det bestaaende og glemmer, at Arbejdet har sit Maal i Fremtiden og Fremskridtet.
* * *
Den religiøse Følelse er det uvilkaarlige Udtryk for, at Fornemmelsen af to forskellige Verdener har forenet sig i ét Væsen, en uendelig og en endelig. Ingen af de to Poler kan udelukkes, naar Følelsen skal vedblive at være religiøs. Den, der kun føler sig i Forhold til det uendelige, d. v. s. en Gud, kan ikke være religiøs. Og lige saa lidt den, der i Livet føler sig staaende overfor lutter Endeligheder. Maales i den religiøse Følelsen af det endelige med Uendeligheden som Maalestok, saa bliver den til Ydmyghed, og Ydmyghed er en Grundbestanddel af al religiøs Følelse. Men paa Bunden af sig bærer den altid sin Modsætning: Individet holder fast paa sig selv i religiøs Selvfølelse. Ved Forholdet til det uendelige faar dets Liv en uendelig Betydning. Udødelighedstro i en eller anden Skikkelse hænger, som Protest mod Udslettelsen af sig selv som det aldeles betydningsløse og forsvindende, sammen med den religiøse Følelse. Jeg har kendt en Filosof, for hvem Gudstanken var et overvundet Trin, men Udøde-lighedstanken en Conditio sine qua non.
* * *
Mytologierne rummer baade Religion og Videnskab i disses uforæede Fostertilstand. Idet Taageskik-kelsen deler sig, og hver af dens organiske Dele udvikler sig til Fasthed og Styrke, fjerner Religion og Videnskab sig fra hinanden, tilsyneladende som uforenelige