380
KUNDSKAB ER MAGT
ogsaa at gøre dem frugtbare og anvendelige. Naar hedder: Vi lærer ikke for Skolen, men for Livet, ligger der i disse Ord, at vi ikke faar Kundskab dens egen Skyld, men for i den at være rustede
overfor indtrædende Begivenheder, peger han rolig paa en Gruppe af lignende Begivenheder, fra hvilke der falder Lys over de nye Forhold og den Vej, ad hvilken de skal føres lykkelig ti] Ende.
I Kraft af det Overblik, hvormed den erfarne behersker og bedømmer sine egne Kundskaber, forstaar han det saa for
mect et Vaaben, der gør det muligt for os i Forsvar og Angreb at kæmpe Livskampen. Hvert Skridt fremad naas kun gennem Overvindelse af Vanskeligheder, og den, der vil sejre, maa have det rette Værge i sin Haand. Men de Opgaver, Livet stiller os, løses kun i det øjeblik, man forstaar, hvad der ligger bag ved den mødende Vanskelighed, hvilke Livsmagter det her gælder om at bekæmpe eller tage i sin Tjeneste. Naar Kundskaben paa den Maade er gaaet over i ens Personlighed, har udvidet ens Blik, styrket ens Evner, føler man sig sikker og gennemtrængt af den sunde Selvtillid, der danner en velgørende Modsætning til den tomme Opblæsthed og det tvivlende Tungsind. Den lærer én, at man har Hjælpetropper at ty til i sin egen Bevidsthed, Hjælpetropper, som uden Varsel er beredte til at rykke frem, naar det kniber. Vel er Sejren aldrig i Forvejen skreven paa nogen Fane, men den, hvis Vaaben er hærdede og hvis Mod er fast, er i Slægt med Sejren og dens Styrke. Skal han med Ordet kæmpe for sin Sag, tinger han ikke i Forvejen smaalig om de Midler, hvormed Sejren skal vindes, lægger ikke hvert Ord, hvert Indlæg og hvert Svar ængstelig til Rette, men siger til sig selv: Er Sagen mig for Alvor en