LÆRERUDDANNELSE
387
igennem hele Rækker af Spørgsmaal og Svar, som saa at sige var stenografisk optagne ved Eksamensbordet. Derfor tror jeg, at man vil komme til sundere Forhold paa Statens Seminarier som paa de private, naar en Censurkommission træder i Stedet for Eksamenskommissionen. Ikke fordi jeg mener, den bliver uden Lyde — jeg mener, at begge kan de udrette noget, og begge kan de begaa Fejl —, men fordi en Censurkommission bedst støtter Undervisningen til daglig Brug, og det er den, alt kommer an paa. Eksamen skal være en Afslutning paa Undervisningen, og det forekommer mig ganske naturligt at lægge Afslutningen i Haanden paa den, der har ledet Undervisningen. Der er noget unaturligt i ligesom at rive Kronen af selve Værket ved at lade en Lærer ved Eksamen kaste sine Elever ud til vildfremmede Mennesker, der intet som helst Kendskab har til deres Fortid, deres Ejendommeligheder, deres Udviklingstrin. Det giver i de allerfleste Tilfælde eller i alt Fald fuldt saa ofte et Vrængbillede, som det giver en virkelig begrundet Dom om de unge Menneskers Standpunkt.
Der er en af de foregaaende Talere, der har nævnt Modsætningen mellem dem, der er Eksaménshelte, og dem, der ikke er Eksamenshelte. En Eksamenskommission vil være tilbøjelig til at lade sig spille paa Næsen af Eksamensheltene og komme til at se de stakkels Askepotter over Hovedet, der ikke har den slebne Tunge og den Flothed i Optræden, som i 5 Minutter, saa længe man er oppe til Eksamen, kan be-daare, men som ikke narrer den, der Aaringer igennem har med ens daglige Undervisning at gøre. Ogsaa derfor tror jeg, at vi snarere faar Betryggelse for Undervisningens Udbytte ved Eksamination gennem Lærerne 25*