LÆRERUDDANNELSE
389
ganske naturligt paa mange Omraader nogle Aar tilbage i Tiden, saaledes ogsaa paa dette Punkt. Til Gengæld bar vi saa det Fortrin, at vi kan høste godt af de Erfaringer, der er gjorte andensteds.
I Sverige fastsloges saadanne Øvelsesskoler 1865, i Finland 1866, i Preussen 1872, i Sachsen 1876, i Frankrig 1881, i Østrig 1886, i Norge 1890—91. Schweiz har dem ikke obligatorisk, men de findes ved de fleste Seminarier, og det udtales i officielle Meddelelser, at „hvor denne Indretning endnu ikke findes, bliver det betragtet som en følelig Mangel“. Det er den almindelige Opfattelse af dette Spørgsmaal rundt omkring i andre Lande. Men man har ordnet sig paa forskellig Maade. I Finland er det f. Eks. saaledes, at Seminarierne ligefrem overtager Børneundervisningen for den By, i hvis Nærhed de ligger, driver selve Børneskolen som Mønsterskole og derigennem giver deres Elever Lejlighed til at lære, hvad god Undervisning vil sige. I Preussen kappes Byerne om at faa Seminarierne af Hensyn til Seminarieskolen; Sagen afgøres ved Kontrakt mellem Ministeriet og vedkommende By, og saa overtager Seminariet et vist Antal Børn til Undervisning.
Ogsaa ved Uddannelsen i øvelsesskolen gaar man meget forskellig til Værks. Jeg mener derfor, at det er et Fortrin ved Forslaget, som det nu foreligger her i Folketinget; at det ikke er Ministeriet, der én Gang for alle skal fastslaa, hvorledes Sagen skal ordnes over det hele, men at Ordningen overlades til Seminarierne hvert for sig under Godkendelse af Ministeriet. Derved bliver man i Stand til at gøre en Flerhed af ny Erfaringer, og det vil være meget heldigt paa dette Om-raade. Jeg mener ligesom det ærede Medlem, at man