LÆRERUDDANNELSE
391
beredelse af Seminarister. Nu er noget af det, hvorunder vort Skolevæsen har lidt, netop, at man ved Uddannelsen ikke har taget Hensyn til den praktiske Side af Sagen, og alligevel vil man saa her slaa en Streg over denne for at lade Lærerne gaa ud i Livet og der høste Erfaring. Ja vel, jeg kan være enig i, at man der gør de bedste Erfaringer, men saa maa man ogsaa uddanne de unge Lærere saaledes, at de er modtagelige for Erfaring. Og det kan gøres ved en velordnet praktisk Oplæring paa Seminariet.
I de Lande, hvor man har saadanne Øvelsesskoler, er der Tilfredshed med dem. Der mærkes ingen som helst Misfornøjelse dermed, høres ingen Klage fra Forældrene; hvor disse har Valget, foretrækker de i Reglen at sende deres Børn i Seminarieskolen fremfor i Kommuneskolen. Hvis man overhovedet kan bygge paa Erfaring andensteds fra, hvad jeg indrømmer, at man kun delvis kan, fordi Undervisning ikke altid er det samme i de forskellige Lande, saa maa man hævde, at Seminariernes Øvelsesskoler har en virkelig Betydning, at Lærerne gennem dem faar en fyldigere Uddannelse, og at hverken Børnene behøver at lide noget derved eller Forældrene at føle nogen Ængstelse derfor. Jeg holder da paa, at vi skal prøve dem og forsyne dem med (le bedste Kræfter, der staar til Raa-dighed.
Men vi skal naturligvis ikke overdrive, — saaledes som det forekommer mig at baade den ærede Ordfører og den ærede foregaaende Taler overdrev, idet de udmalede den gigantiske Fare, der gennem Censurkommissionen truede Seminarierne, som om man aldrig før paa Skolevæsenets Omraade havde hørt om noget saa himmelraabende. Jeg tror, at man ved saa-