LIVSOMRAADER
29
den enkeltes udelukkende Eje. I Begyndelsen giver Læreren Kundskaberne til sine Omgivelser saaledes som han har modtaget dem. Efterhaanden bliver han var, at han ikke spiller sin Rolle til Gavns, naar Kundskaberne ikke forvandler sig i ham, inden han bringer dem videre, og antager en Skikkelse, der svarer til de modtagendes Fatteevne. Kunsten bliver ikke blot at strø Kundskab omkring sig, men ogsaa at faa den til at fæste Rod ....
* * *
Som Brødre, der har ligget under samme Moderhjerte, ofte, idet Følelsen af egen Selvstændighed gør sig gældende i Forholdet mellem dem, færdes i indbyrdes Strid og Rivninger, hver pakkende paa sin Ret og sin Overlegenhed, indtil omsider i den modne Alder Broderfølelsen dækker sin Kaabe over Modsætningerne og forener dem i gensidig Forstaaelse, saaledes gaar det ogsaa med Livsomraaderne. Udsprungne fra en og samme Kilde, bøje de lidt efter lidt ud fra hinanden for hver at lyde sin Naturs Udviklingslove. Modsætningen bliver foreløbig til et uforsonligt Fjendskab. Men efterhaanden som Udviklingen stiger og de forskellige Livsomraader paa én Gang kaster et forstaaende Blik paa den Verden, der omgiver dem, og vender Øjet spørgende ind imod sig selv, opløser Fjendskabet sig igen i en blot Modsætning, og Modsætningerne forener sig i Samarbejde.
Saaledes tørner paa et vist Udviklingstrin Religion og Videnskab sammen i ungdommelig Hidsighed, søger i deres Utaalmodighed endog at slaa Striden fast som uforsonlig og uovervindelig. Men naar de har traaclt deres Børnesko og, som Fuglene, fældet og skiftet Ham,