30
LIVSOMRAA.DER
saa vil det vise sig, at Striden kun var en Modsætning mellem beslægtede Væsner. Og da Videnskab vil sige Vandring ad den sikre Vej, saa vil alt, hvad der i Religionens gældende Former strider mod Videnskabens faste Erhvervelser, ogsaa vise sig at stride mod Religionens blivende Indhold. —
Hvor Opdragelsen endnu kun er en naturlig Frugt af Livets daglige Dont, og Kundskabens Fylde det, der opfattes af det enkelte Menneskes Øjne og øren, Tanken i det væsentlige stavnsbunden til Hjemmets Jordbund, dér gaar Undervisningen i ét med Opdragelsen. Kundskab er Viden om Faderens og Moderens Syssel, Undervisningen det praktiske Livs uforstyrrede Tradition.
Der har været dem, der saaledes som Pestalozzi glimtvis har villet fastholde denne Tilstand som den blivende. De har fremdraget den forfriskende og udviklende Magt, der maatte ligge i, at Undervisningen bestandig fandt et naturligt Tilknytningspunkt i Dagens vekslende Sysler og at al Paavirkning udsprang af øjeblikket, uden Tvang og uden System. Netop derfor vilde den slaa Rod i Barnet med dets Hengivelse i øjeblikket. De har anskuelig udmalet den Baggrund, paa hvilken denne Husundervisning vilde finde Sted, og fremhævet, med hvilken Styrke Virkeligheden vilde præge sig i Barnets Sind.
Men det er indlysende, at et saadant Ideal kun er Rousseaus Ideal af Naturtilstanden, i en noget løftet og forædlet Skikkelse navnlig ved den fine Sans for Familielivets opdragende Værdi. Øjet maa efterhaanden søge større Afstande end dem, der begrænses af Hjemmets Vægge. Medens Mennesket i sin Drift til Erkendelse drager det ene Stykke af Tilværelsen efter det andet ind under sin granskende Iagttagelse, saa falder