LIVSOMRA-ADER
31
Væggene, og Livet svinger sig frit og dristigt ud over de gamle Grænser. Det gaar i den aandelige Verden som hvor Mennesker bor ved Stranden. De indvinder Stykke efter Stykke af det uendelige, formløse Hav for at forøge deres Ejendom og saa og høste, hvor der før var utilgængeligt.
Saa opstaar der da i Modsætning, til Tider i Strid med Forældrene, en særlig Stand med den Opgave at omsmelte Videnskabernes Udbytte i de Former, der gør den yngre Slægt modtagelig for det. „Læreren“ bliver først den Kanal, der fører Kundskaben videre og overrisler Sjælene dermed, naar han forstaar at lade den skifte Skikkelse efter det Jordsmon, den skal trænge ind i, Hans Virksomhed er bleven til en Kunst, og enhver Kunst kræver personlige Anlæg og Selvhengivelse. Blik for det for Barnelivet ejendommelige, Slægtskab med Barnet sammen med Udviklingens og Erfaringens Overlegenhed over det, den rette Nærhed forbunden med den rette Afstand, det er denne Kunsts Vilkaar. Og saa et stadig fornyende Forhold til Livet. De fornødne Evner elskes frem ved det daglige Samliv, og Læreren, der fra først af kun mødte med sin varme Interesse og sine uudviklede Anlæg, faar efterhaanden fuldt Udstyr til sin Gerning. Det bliver ikke ved den personlige Takt, den instinktmæssige Skønsomhed, — hvad leder denne Takt, hvad Lovmæssighed bærer det hele? Der maa granskes og tænkes. Hvorledes virker hvert Hjul og Drev i Undervisningens Maskineri? Hvad er det for en Plan, der knytter alle dens Led sammen til et Hele? Hvad er det for en Aand, der har undfanget det alt? Det vil sige, den praktiske Gerning føder sin Teori, faar en Videnskab til Grundlag. Og Videnskaben kræver Lydighed, fordi den befaler ikke i Kraft af Vilkaarlighed,