UNIVERSITETSUDVIDELSE
411
vidt muligt paa første Haand, det er det, der skulde være den videnskabelige Kærne i Foretagendet — Læreren er kun en Mellemmand —, og jeg ser ikke deri noget, der ikke skulde kunne lade sig forlige med egentlig folkelig Undervisning. Ogsaa der mener jeg, det paa en grundig Maade vil kunne supplere Højskolebevægelsen.
Det har til Tider, navnlig i dens første Menneskealder, maaske været Svagheden ved Højskolebevægelsen ved Siden af det, der var dens Styrke, at den for lidet satte Eleverne i det personlige Erfaringsforhold til det, der var Tale om, at den lod Undervisningen væsentlig ske gennem Meddelelser paa egen Haand. Naar der nu er Tale om en Foredragsvirksomhed, der bygger paa videnskabelig Grund, vil det sige, at den ikke vi] nøjes med, at Tilhørerne sidder og hører, men vil drage dem med ind i Undersøgelsen af Tingene. Det er deri, Forskellen fra den tidligere Foredragsundervisning skulde bestaa, og det tror jeg lader sig gennemføre inden for den Horisont, som er naturlig for den store Befolkning. Jeg tror ogsaa, i Modsætning til det ærede Medlem, at man derved undgaar det Fænomen, som ellers let viser sig hos Folk, .der føres ind paa ny Kundskabsomraader, det, at de bliver indbildske. Paastanden om Indbildskhed er i øvrigt en Indvending, som er kommen frem, hver Gang man har vovet sig et Skridt videre i Forsøget paa at udbrede Oplysning. For 100 Aar siden, da Seminarierne blev oprettede, advarede man mod dem, fordi de vilde gøre Folk indbildske, og atter og atter hørte man tale om disse unge Læreres Indbildskhed. Maaske virkelig nogen af dem havde faaet deres Lærdom galt i Halsen — det kan ske endnu —, men hvis nogen deraf vilde slutte, at man slet ikke skulde være