412 UNIVERSITETSUDVIDELSE
slaaet ind paa den Vej, vilde Taabeligheden i hans Tankegang falde enhver i øjnene. Og jo mere Undervisningen, som den her paatænkte, faar en videnskabelig Kerne, det vil sige, tilvejebringer en Forstaaelse af, hvor vanskeligt det er at naa til faste Resultater, og hvor mange Kræfter man maa sætte ind paa at naa blot et lille Stykke fremad, desto mindre Udsigt er der til, at netop Indbildskhed skulde blive en Grundstemning, og desto mere Mulighed for at modarbejde den umodne Indbildskhed, som halvt fordøjet Kundskab let kan medføre.
Der blev sagt af det ærede Medlem, at det ikke just var givet, Universitetsfolk magtede Opgaven her, et var det at være Videnskabsmand, et andet at være Lærer. Dette er fuldstændig rigtigt, og det har været en Ulykke, at disse to Ting saa tit er bievne sammen-blandede. Men her vil man netop gaa ud paa at vælge blandt Videnskabsmændene eller de videnskabelig uddannede Personer saadanne, der tillige har Betingelser som Lærere, og sende dem ud til Befolkningen. Og hvis en udelukkende videnskabelig Syssel maaske vilde sætte Lærerevnen i Fare, saa vil Omgangen med Befolkningen netop være Midlet derimod. Universitetslæreren vil ad denne Vej lettere naa at blive Folkelærer, holde op at være stuelærd og lære at omsætte sine Kundskaber og sin Tankegang i Former, hvori enhver kan tilegne sig dem. —
En bekendt Universitetslærer, afdøde Professor Hee-gaard, sagde engang til mig: „Enhver Ting, selv den mest videnskabelig sammensatte, skal kunne fremsættes saa klart, at man kan forklare den for en Arbejdsmand, man gaar ned ad Gaden sammen med.“ Jo højere op eller jo dybere ned Videnskaben er naaet, desto nærmere