434
L. LUND
i mangt et Tilfælde er et Moment, der netop taler til Gunst for en Bevilling som den foreliggende.
Naar Lund er kommen til at staa som et Slags Forargelsens Tegn i den videnskabelige Verden,, saa er det jo heller ikke en Stilling, der altid just taler til Ugunst for sin Mand. Det er næsten en Regel, at man maa have en vis Betydning for overhovedet at kunne forarge, at kunne vække Modstand, vække Lidenskab, vække Kritik. Saa megen Ejendommelighed har denne Mand da altsaa i ethvert Tilfælde haft. Der er kommet Kritik frem over hans Metode, skønt endnu ikke i stor Maalestok. Man har sagt, at den videnskabelige Metode, han fulgte, ikke var Nutidens, og at han navnlig ved sin Brug af sine Kilder ikke tilstrækkelig undersøgte disses Værdi, forinden han gik til Benyttelsen af dem. Det er muligvis rigtigt, det skal jeg ikke indlade mig paa, men det forekommer mig, at det er et Spørgsmaal, som ikke spiller nogen væsentlig Rolle ved Rigsdagens Betragtning af den Sag. Det er jo muligt, at Manden er ensidig i sin kritiske Metode — jeg er tilbøjelig til at tro, at han her for visse Sider af Sagen har overset andre —, men derfor er jo ikke hans Virksomhed faldet til Jorden, hvis den paa anden Maade har kunnet kalde Problemer og Raisonnementer frem, som er i Stand til at give Impulser, baade gennem den Kritik, de fremkalder, og maaske ogsaa gennem den Tilslutning, de finder.
Det er i ethvert Tilfælde ikke saaledes, at alle Vi-denskabsmænd her i Landet deler den Opfattelse af hans Arbejde, som er kommen frem fra visse Hold. En ved Universitetet ansat bekendt yngre Videnskabsmand og Forfatter, der særlig har syslet med psykologiske og kulturhistoriske Studier, udtaler f. Eks. skrift-