L. LUND
435
lig om ham, at han er et Geni: Naar Lund begynder en Undersøgelse, søger han først at frigøre sig fra alle tidligere Opfattelser af samme Sag, og derpaa danner han sig sin egen Anskuelse paa Grundlag af hele det samlede Materiale. Det er ikke enhver givet at gaa saaledes til Værks. De fleste kan maaske nok begynde med at sige til sig selv, at alt, hvad der er sagt om et eller andet Spørgsmaal, er urigtigt, men saa kommer de heller ikke videre. For at kunne bygge op paa fuldstændig bar Bund, maa man have Ideer, kunne finde ny Synspunkter, naar man forkaster alle de gamle, og dette er ikke Hvermands Sag. Det er den Egenskab, han har ment, skulde give Lund Ret til at kalde sig Videnskabsmand.
Under disse Forhold forekommer det mig, at der vel kunde være Anledning til at tage det Spørgsmaal under Overvejelse, om ikke en saadan selvopofrende videnskabelig Virksomhed som Lunds, selv om det viser sig, at den har Mangler, som der gennem Kritik fra anden Side maa raades Bod paa, alligevel har et naturligt Krav paa at finde Støtte i den offentlige Mening og Hjælp af den Art, vi her i Rigsdagen ikke saa ganske sjældent har tilkendt videnskabelig og litterær Virksomhed, der har et anderledes ringe Omfang og arbejder med anderledes underordnede Problemer, end her er Tale om.
Det er ofte, at man fra Rigsdagens og fra Regeringens Side understøtter Folk til Udgivelsen af et eller andet bestemt Værk. Maaske det har sine Mangler, fordi den, der vil støtte det bestemte Værk, den bestemte Bog, let faar Medansvar for Indholdet af denne Bog. Det vilde i mange Henseender være meget mere praktisk, hvis man sagde: Her er alvorlige Bestræbelse*