VORT POLITISKE LIV
457
have haft det klareste Blik for, hvor Grænsen er mellem det, som er hjemlet, og det, som ikke er hjemlet i Grundloven, og naar denne politiske Dom over den højtærede Justitsminister stilles frem som en Hindring for en Retsreform nu, er jeg selvfølgelig i og for sig enig i deres Synsmaade, som hævder, at en Justitsminister har at staa fuldt ud til Ansvar for den juridiskpolitiske Forvaltning af sin Post. Men ved Siden heraf har jeg i denne Sag en vis Tillid til Inkonsekvenserne i den menneskelige Natur. Og i Kraft af denne Tro til Inkonsekvensernes Magt er jeg tilbøjelig til at mene, at der kunde være Tale om netop her at have en Mulighed for sig, som det ikke er rigtigt at skyde bort.
Det er mange Gange saaledes, at det, man er opdraget i, har sat saa levende Spor i en, at selv om der er gaaet Aar hen, efter at man er ført ind paa Tankegange, der staar i Modsætning til, hvad der i ens Barndom og Ungdom er groet op i en, kan dog disse mellemliggende Aars forstyrrende Tanker skydes til Side, naar de gamle Dages Indtryk melder sig og paa ny gør deres Virkning gældende. Jeg kunde, rent psykologisk set, tænke mig Muligheden af, at Forholdet til Rets-reformen kunde have sat sig fast hos den højtærede Minister som et saadant Ungdomsindtryk, der, selv om han i Aaringer har færdedes paa provisoriske Veje, dog kunde bringe ham til at se denne Sag i den Belysning, hvori den havde været levende for ham, da Tankerne om den først undfangedes i ham. Der falder mig et digterisk Eksempel ind, som peger paa noget lignende. I den bekendte Roman af Goldschmidt: »En Jøde“ skildres en ung Mand, en Jøde, som kommer til Afrika i den franske Hærs Tjeneste og kæmper imod