NATURHISTORIE
35
kunne Naturhistorie. Jeg tror, det er en Misforstaaelse, medmindre det samme med samme Ret skal kunne siges om enhver anden Kundskabsgren. Sætter man Dannelsens Væsen i Forstaaelsen af sine Livsvilkaar eller, som Kierkegaard siger, ser man i Dannelsen „det Kursus, hvori man indhenter sig selv,“ saa kan man ikke bortvise Naturhistorien fra den nødvendige Dannelses Enemærker. Skal Mennesket forstaa sig selv, maa det ikke blot gennem Historien lære sit særlige Livsindhold at kende, men ogsaa forstaa sin Sammenhæng med den Verden, hvori det lever. Staar Mennesket som de organiske Væseners ypperste, saa maa det i det mindste kende den Stige, paa hvilken det er det sidste Trin.
Men Naturhistorien har desuden en anden Betydning. Den er i sin videste Forstand for Nutiden, hvad den romantiske Mirakkeltro var for Middelalderen. Naturvidenskaben er det, som igen vækker Troen til Live, men vel at mærke, ikke Troen paa det mystiske, men Troen paa Mulighederne, paa Fremskridtet, paa Sandhedens Sejr. Romantikken holdt Mennesket vaagent ved at stille det midt i en Verden af Eventyr og Vidundere. Intet var, hvad det syntes at være; enhver Naturgenstand var kun et Hylster, der skjulte over hemmelige Kræfter, levende Sjæle, der frelsende eller ødelæggende greb ind i Menneskers Liv. Naturen var Menneskesjælens Spejl; overalt traadte beslægtede Væsner én i Møde. Intet Under, at man paa en Jordbund, der var undermuret med Mirakler, bestandig holdt sig vaagen og forventningsfuld.
For Nutidsmennesker er Naturvidenskaberne et lignende Vidunderrige. Bag den ringeste Naturgenstand ser vi hemmelige Kræfter røre sig, hvori Liv udfolder sig for os i des større Fylde og Frugtbarhed, jo dybere 3*