VORT POLITISKE LIV
473
skellige Landsdele i Riget,“ — saa er det en Fordring, hvis Ret vi maa anerkende. Naar der i sidste Samling er givet Bemyndigelse til Anlæg af 28—29 Jærnbaner, har man maaske Lov til at mene, at der nu kunde pustes en Kende. Men der vil alligevel vedblivende være en Opgave at løse her; Tiden staar ikke stille og Samfærdselsvæsenet heller ikke, og vi bør til enhver Tid holde os slagfærdige overfor vore udenlandske Konkurrenter og i vor Jærnbane- og Dampskibsfart holde os paa Højde med Udviklingen. Som vi ligger her til Lands, ude i Vandet midt imellem nordlige og sydlige Naboer, frembyder vi jo en naturlig Vej for en Mellemhandel, vi ikke maa lade slippe os af Hænderne.
Om jeg tror, at en saa vidt forgrenet Sag som Told-spørgsmaalet kan tænkes snart at ligge for? Til radikale Skridt er der sandsynligvis for Øjeblikket ikke synderlig Udsigt her. Paa den anden Side er Spørgsmaalet maaske dog ikke helt urørligt. Men Bevægelsen bør i saa Fald gaa i Retning af at frigøre Handel og Vandel, som et behersket Udtryk for, at Frihandelsprincippet er den naturligste Drivkraft for det økonomiske Liv, — naturligvis under Varetagelse af de tilbørlige Hensyn, uden bratte Overgange, som bestaaende Interesser med Rette kunde beklage sig over. Og dernæst staar det for mig som ønskeligt, at den nuværende Vægttold, hvor' det praktisk lader sig gøre, afløses af en Værditold. Der er noget meningsløst i at betale Told efter Vægten af de Klæder, man gaar med, og ikke efter Værdien af dem, at lade den grove Klud bøde mere end de fine, lette Tøjer, m. a. O. at lægge Skatten paa den fattige i Stedet for paa den rige. Af samme Grund er jeg imod saadanne Skatteomlægninger og Tilskud til Kommunerne, der væsentlig kun skaffer de store Skatte-