FRA STUDENTERLIVET
487
stræde drage frem i Erindringen og minde ham om at frede, hvad dér blev saaet, holde, hvad dér blev lovet.
Nu gælder det om at bygge Hjemmet op her paa denne aabne Plads, indenfor disse mægtige Mure, under dette høje Loft.
Først er Hjemmet et Sted, hvor der hviles. Gid Studentersamfundet bestandig maa rumme en Skare arbejdende Studenter, hvis Hjærne tumler trofast med Videnskabens Opgaver, eller med Forberedelserne til et dygtigt Borger liv — det er jo i Virkeligheden kun et lille Mindretal, for hvilket Videnskaben bliver den løftende Kraft. Her skulde Studenterne saa kunne samles i Tiden mellem og efter Arbejdets Timer, og Hvilen skulde være ikke den døde Ro, der dræver over et Spil Dam eller et Slag Kort, men det levende Samliv, hvor friske Tanker og unge Ord, Sang og Latter taler om, at Ungdommen er ung, Intet uægte Alvor, ingen løjet Højtidelighed. Her skal unge Mænd og Kvinder kammeratlig kunne færdes sammen og Kresen stadig udvide sig og trække sig sammen, som et sundt Aande-dræt, dragende til sig ikke blot Kølvandets Skum, men dem, hvis Tanker søger ned under Overfladen, og hvis Følelser er selve den bærende Bølgegang. I dette Hjem skal ingen Stands- eller Klasse- eller Lavsgrænse sætte Bom for Gæstfriheden.
Men Hjemmet her skal have sit eget Præg. Det skal være en Lejr. Da for omtrent 40 Aar siden en anden Studenterbygning indviedes, hed det: „Smykke vil vi vore Vægge med Athenes Skjold og Lanse11. Her skal Skjold og Lanse ikke hænge som Pryd paa Væggen, men lægges Ungdommen i Hænde, smeddes af den og prøves som Vaaben. Bag Studenternes Hjem staar Folkets og Menneskeslægtens ustandselige Uro, Kræf-