488
FRA STUDENTERLIVET
ternes Kamp paa Liv og Død, Nydannelsers endnu uformede Krav overfor nedarvede Livsformers Magtfylde og Fordomme, Krigen, i hvilken Fremskridtet erobrer først Sindene, saa Sæderne.
I den Kamp skal det være Studentersamfundets Ære at sende sine unge velrustede ud. Lad derfor Kræfterne ogsaa her bryde sig frit mod hinanden. Luk Døren for alt, hvad der træder op med Fordring paa at være autoriseret og patenteret Sandhed, fra hvad Kant det saa kommer. Lys Band over ethvert Afgudsbillede, hvad enten det bærer Gudebilleder i sig eller Tomhed eller — som Svantevit — mylrende Utøj. Lad enhver Tanke alene blive anerkendt i Kraft af den Sanddruhed, hvormed den fødes i sin Talsmand, og den Vægt, den i sig selv ejer. Og lad saa Slaget staa for eller imod, saa ikke blot Klingen slibes, men ogsaa Haanden øves i at føre den.
„Ensom og mørk og stille er vor Bolig,“ sang Studenterne om sig selv for et halvt Hundrede Aar siden. Men „nye Tider, nye Tanker“ lød det, da Studentersamfundet stiftedes. Og blandt de nye Tanker var den, at Studenten ikke længer havde Ret til at lukke sig inde hos sig selv, men at der uden om ham var et Folk, som havde Krav paa hans Kræfter og hans For-staaelse. Det staar som uforglemmelige Øjeblikke i Studentersamfundets Historie, da Tanken om dets Aftenundervisning i Arbejdernes eget Hus blev modtagen af en fra Loft til Gulv tætpakket Arbejderforsamling skiftevis i stille Jubel og stormende Glæde, eller da en halv Snes Tusind Bønder stod samlede om Studenternes Talerstol i Hansted Skov og paa Houlbjerg Bakker midt i det mægtige, jyske Landskab, eller da Retshjælpens fattige, tillidsfulde Publikum strømmede