FRA STUDENTERLIVET
499
„de“: „de Mann und de Frau“. Det vilde blive for-staaet lige saa godt som de højtyske Former. Alligevel mente vi, det var for revolutionært at følge hans Raad. Men det viser Vejen, der maa gaas. Intet Pedanteri hverken i den ene eller den anden Retning, ingen forloren Videnskabelighed, men kun en broderlig Haands-rækning, omtrent som den ene Kammerat kunde give den anden den, naar han paa et af Kundskabens Om-raader var kommen et lille Stykke forud for ham. Med en god Vilje og en samvittighedsfuld Varetagelse af sine Pligter kan derfor selv den ganske unge Student bære sin Sten til Bygningen. Det er ikke noget Danaidearbejde. Hvad der øses i Karret, gaar ikke uden videre nedenom og ud; det er en mangeaarig Erfaring, at ogsaa der Bordet til en vis Grad fanger, og at trods alt, hvad der tabes, meget bliver tilbage.
Og saa vindes der desuden et aandeligt Kammeratskab mellem Lærere og Elever, som paa begge Sider udvikler Menneskekundskaben og udvider Sympatierne. Jeg kender mangen en, som blandt sine bedste Studentererindringer netop har Mindet om de Timer, han var samlet med Arbejdere for at være deres Lærer i al Beskedenhed. Det er ikke længe siden, en Mand skrev hertil fra Australien for paa sin Kones Vegne at faa den Lærerinde opspurgt, med hvem hun havde læst ved Arbejderundervisningen for mange Aar siden. Erindringen herom var bleven til en levende Længsel efter at forny det personlige Forhold. Jeg har truffet Lærere, som paa Rejser i Udlandet har mødt gamle Arbejderelever, der har fortalt dem om den Nytte, de har haft af Undervisningen, og i en aarelang Brevveksling ladet Taknemmelighedens Blomster gro.
Saa beder vi da igen alle dertil egnede Studenter, 32*