508
SLØJDUNDERVISNING
sidste Halvdel gik mere i Rousseaus Spor og tog med Basedow (1723—1790) i Spidsen Ordet for Haandgerning, der kunde styrke Sundheden, øve Lemmerne, fremme Ordenssansen og udvikle Opmærksomheden. „Fordi de højere Stænder i Ungdommen holdes borte fra alt Haandarbejde, forstaar de heller ikke i deres modnere Aar at tage sig andet for end at læse og skrive; er de trætte deraf og savner Lejlighed til uskyldige Adspredelser, saa er der ikke den Ting, om den er nok saa taabelig og unyttig, som de forsmaar at forkorte Kedsomheden med.“ „Ti Børn i Værkstedet er lettere at holde Styr paa end tre, der ikke véd, hvad de skal tage sig for,“ siger Salsmann (1744—1811). I Holsten sattes Haandarbejdet i System, da Hertug Peter af Oldenburg 1796 efter Livegenskabets Ophævelse paa sine Godser oprettede Arbejdsskoler for Pigebørn ved Siden af Folkeskolerne, som senere efterfulgtes af „Kløtreskoler“ for Drenge, i hvilke disse, i henholdsvis 2, 3 og 4 af de 6 daglige Undervisningstimer i hver Klasse, lærte at lave Træskeer, Saltkar, Skuffer, Hakker, Spader, Stole, Truge, Nummerpinde til Planteskolen o. 1.
Men denne almindelige Følelse af Haandarbejdets Betydning gav først i vort Aarhundredes Begyndelse Stødet til Tanken om en egentlig pædagogisk Frem-gangsmaade ved Undervisningen deri; tidligere havde man væsentlig kun set paa denne med Haandværkerens øjne. Pestalozzi (1746—1827), Elementarundervisningens varmhjærtede Grundlægger, følte et Savn i sine Planer, saa længe han ikke ved Siden af sin „ABC des Wissens“, den teoretiske Undervisnings Begyndelsesgrunde, kunde stille en „ABC des Könnens“, en pædagogisk gennemført Opløsning af det praktiske Arbejde i dets simpleste Bestanddele. Hvad hans Grublen i den Retning ikke