JULEN
547-
den, der føler dem krydsede af den. Se en Trossætning opfattet af en, der i den ser Sandheden selv, eller af en, i hvem den vækker Tvivl og Forargelse.
Den tyske Opdrager Frederik Frøbel var en mærkelig Blanding af en Digter og en Tænker. Alt blev for ham til betydningsfulde Sindbilleder. Saa han en rund, klar Dugdraabe, i hvilken Omgivelserne kunde spejle sig, saa blev den ham et Billede af den hele Tilværelse, der, som Draaben, hviler om et usynligt Midtpunkt og holdes sammen af en indre Kraft. Af Samfundslivets Begivenheder blev særlig Festerne i hans øjne som Digterdrømme, i hvilke tænkende Væsner skabte sig Billeder paa deres Samlivs dybeste Tanker. Og først og fremmest var Julen ham et saadant Billede.
Julen hedder paa Tysk „Weihnachten“, den hellige Nat. Den begynder ved Aftenstid, naar Stjernerne stiger paa Himlen. Vækker ikke den funklende Stjernenat, den uendelige Lysverden i det uendelige Mørke, en Anelse om den uendelige Grundkilde, hvoraf alt er udvældet, om selve Guddomsmagten? Og saa er Julen jo en Fødselsfest: „Et Barn er født“. Og det er for Frøbels barneglade Hjerte, som om man ved at fejre det enkelte Barns, Jesusbarnets, Fødsel, fejrede Betydningen af hvert eneste Menneskebarn, der ser Dagens Lys, fra det, der fødes i en Stald og lægges i en Krybbe, til det, der slaar Øjnene op i de høje Sale. Hvor mange Muligheder ligger der ikke i et saadant nyfødt Barn? Hvem véd, hvilken Rolle det vil komme til at spille? hvilke forløsende Tanker der vil kunne fødes i dets Hjærne? hvilke befriende Handlinger det vil sætte sine Kræfter ind paa? En Menneskehedens Velgører maaske, hvis Livet sundt og kraftigt lægger sig til Rette i dets 35*