548
JULEN
Sjæl og dets Legeme, hvis omhyggelige Hænder freder om dets Evner.
Og bliver ikke Juletfneei et Billede paa alt dette? Funklende med sine Lys og sit Guld som Nattehimlen med sine Stjerner, rankt og opadstræbende i sin Vækst som en levende Forklaring af den jordbaarne Natur, der i sin Udvikling ogsaa stræber opad, fra det lave til det høje, fra Mørket til Lyset. Og idet Grenene skyder ud fra Juletræets Stamme som Skud i alle Retninger fra et fast Midtpunkt, kommer det saa ikke paa ny til at minde om Stjernen, hvis Straaler skyder ud fra Lyskærnen i dens Midte, og peger fra det snævre Rum, i hvilket Træet er rejst og Barnesangen lyder omkring det, op mod det uendelige Rum, Verdensrummet med sit Lys og sit Mørke?
Julen er en Finierfest. Naar Julesneen falder, er Snefnuggene da ikke i ny Form Stjerner, der falde ned fra oven, stjerneformige Krystaller, der fører Tanken midt ind i Naturens simple og dog kunstrige Love og Former og af bilder Menneskets egen kunstnerisk skabende Kraft: et Midtpunkt, fra hvilket nye Livsformer vokser ud?
Og endelig er Julen Menneskestm/imdete Fest, Menneskekærlighedens og Livsglædens. Den kommer paa den Aarstid, da Lyset paa ny vinder Kraft til at sejre over Mørket, og det samme gaar i Julen for sig i Menneskers Sind. De kommer hverandre i Møde som Mennesker, som Børn, som glade Væsner, hver enkelt med en Tanke tilovers for alle andre. I Julen er ingen lukket ude. En Gnist af Glæde skal varme selv det koldeste Hjærte. Samfundsforskellighederne forsvinder i Følelsen af Fællesskabet. Virksomhedsdriften vækkes og sysselsættes ved de glade Forberedelser til Festen.