VINBJÆRGENE
559
at tro, at netop jo mere de manges og de smaas Velfærd ligger ham paa Hjærte, desto mere vil han ogsaa blive „Alvorsmand“ paa det Spørgsmaal og indrømme, at det ikke er Fanatisme at tage den Sag op, men at det vilde være samvittighsdsløst at lad6 væi 6 at tag6 den op af enhver, der mente her at være blevet seende paa et Punkt, hvor saa mange endnu gaar i Blinde.
Hvad Vinbjærgene angaar, saa var det jo ganske naturligt, at jeg i dem saa det fremsatte Spørgsmaals Kærne, da det blotte Spørgsmaal om, hvorvidt jeg ønskede Vindrikningen afskaffet, jo var ganske overflødigt overfor en Afholdsmand.
Naar Janus som et Argument mod Afholdsbevægel-sen slutter sin Artikel om „Vinbjærgene“ med en Ytring om, at Vinen er „en Velsignelse for syge og lidende, ja at den i mangfoldige Tilfælde har kaldt døende til Live igen“, saa glemmer han, at han selv tidligere har anført de Ord i det sædvanlige Afholdsløfte, der udtrykkelig tillader Nydelsen af Spiritus, „hvor det af Lægen forordnes“.
De, hvem Vinbjærgene og Vinbjærgejernes Skæbne ligger saa stærkt paa Sinde — jeg maa indrømme, at mig interesserer de ikke saa overvættes —, kan trøste sig med, at selv om Afholdsbevægelsen trænger igennem, vil der dog være Brug for Druer — Afholds-mændene har jo endda ikk6 tænkt paa at faa tolk fia at spise Rosiner.