564
UNDERVISNING I PÆDAGOGIK
sine Tanker derom. En anden maa saa bedømme det sagte og drage de Sider af Sagen frem, som taler imod den givne Opfattelse eller fuldstændiggør den. Lige-overfor Indvendinger gælder det da for den første enten om at godkende dem og lempe sin Mening derefter eller tage den tilbage, eller ogsaa om at hævde den med ny Grunde, der er stærkere end Indvendingernes. Naar hver af Eleverne har givet sit Bidrag, er der en vis Sandsynlighed for, at de vigtigste Synsmaader har krydset hinanden, hver med sit For og Imod, og hvis ikke, har Læreren det jo i sin Magt at drage frem, hvad der har undgaaet Elevernes Opmærksomhed, ved ny Spørgsmaal. Under Samtalen maa han vaage over, at de Meninger, der ytres, træder frem i en klar og for alle, ikke for ham selv alene, forstaaelig Form, og derfor stadig forlange tydeligere Udtryk, indtil dette er naaet, — eller, hvis det ikke lykkes Eleven, selv give den udtalte Opfattelse den Klarhed i Formen, som den har manglet, — for ved Eksemplets Magt at vænne Eleven lidt efter lidt til at fremsætte sine Tanker klart paa egen Haand. En flydende Ordstrøm, hvori Forestillingen bliver staaende i løs Ubestemthed, er derfor ikke nok. Ethvert Begreb maa fastholdes, indtil Ordet følges af en bestemt Tanke. Den sokratiske Spørgen bliver her et Redskab i Lærerens Haand til at lokke det Begreb tydeligt frem, som allerede dunkelt er tilstede, idet Ordet bruges efter Sprogbrugen. En Hindring, Læreren maa søge i alt Fald efterhaanden at overvinde, er den Undseelse, hvormed Eleven ofte hører sin egen Stemme og giver sig blot for andres Kritik. Det gælder her om at vælge de rette Midler, saa at ikke den aandelige Blufærdighed, hvorfra denne Mangel paa Mod i Virkeligheden tit har sit Udspring, krænkes.