UNDERVISNING I PÆDAGOGIK
565
En Fare, som ved Brugen af Samtaleformen ligger nær, er den, at de stadigt krydsende Tanker udarter til et Spil frem og tilbage mellem Tankerne, for hvilket intet staar som fast og blivende. Samtaler, der, som mange af Platons, kun var kritisk opløsende, vilde næppe undlade fuldstændigt at forvirre de uvante kvindelige Hjerner og fremkalde en nedslaaende Følelse af skuffet Forventning. For altsaa at faa et Resultat af Samtalen, maa dens Aand være mere at faa de forskellige Synsmaaders positive Indhold frem end deres Kritik af hinanden, mere at ende i et Enten—Eller end i et Hverken—Eller.
I Samtalernes Gang maa nu de historiske Emner væves ind, for ved de forskellige Tiders og Personers Teori eller Praksis at oplyse de forskellige Opfattelser af en Sag. Saaledes bliver f. Eks. Platon og Spartanerne et Indlæg for og en Illustration til den Opfattelse, at Staten skal have Opdragelsen i sin Haand, Jesuitterne et gennemført Billede af Kirkens Overherredømme, Pestalozzi en Talsmand for Familiens Ret og Pligt lige-overfor Opdragelsen, Rousseau for Bar'nenaturens Ret til at opdrage sig selv osv.
Ved Siden af den frembringende Virksomhed, Samtalerne er Tumlepladsen for, er ogsaa den stille, modtagende Tilegnelse af Tanker et saa væsentligt Udviklingsmiddel, at Samtale og Fremstilling jævnt maa afløse hinanden. Og hvad denne Fremstillings Indhold og Form angaar, bliver det af Vigtighed for Læreren at undgaa den aandelige Overvældelse, en altfor sammen-hobet Mængde Indtryk frembringer. Som ved al Undervisning bliver Paavirkningen kun rigtig sund, naar Eleven kommer til Ro i et Indtryk, før det forlades for et