570
DANSKE LÆSEBØGER
synes at tyde derpaa. Disse fire Bøger svarer nemlig to og to til hinanden. Holsts og Hammerichs har et væsentlig kultur- og naturhistorisk Indhold, Funchs og Pio-Wimmers indskrænker sig væsentlig til Sagn og Heltehistorier. Holsts og Funchs henter deres Emner fra alle Lande, Hammerichs og Pio-Wimmers kun fra Norden. Ogsaa her viser Sammenhængen sig mellem Bevægelserne paa Livets og paa Skolens Omraade.
Men, kunde man spørge, er ogsaa Sagn og Eventyr den Læsning, der ligger bedst for Børn? — Sagnene skriver sig jo for en stor Del fra den Tid, der i Folkets Liv svarer til det enkelte Menneskes Barndomstid. De grelle Modsætninger imellem godt og ondt, de bratte Forvandlinger fra smukt til stygt og fra stygt til smukt, de gaadefulde Magter, der viser sig i Afgørelsens Øje-' blik, er Affødninger af en barnlig Indbildningskraft. Alt det, der i Poesien betegner Modenheden ög Selvbevidstheden, Overgangene og Mellemtonerne, .er borte, og derfor er der i Sagnene en anskuelig Klarhed og For-staaelighed, som er beslægtet med Børns Maade at tænke paa. Eventyret som Kunstpoesi bygger paa samme Grundvold; dets Naturopfattelse er netop Barnets, der forvandler alt til tænkende og talende Personer og flyver Jorden rundt, mens det sidder rolig i sin Stol; Barnet har kun Sans for Naturen, forsaavidt som det genfinder sig selv i den. Derfor kan en ret Eventyrdigter fængsle og fylde Børns Sind med en for voksne ofte uforklarlig Magt. (Jeg kan huske, skønt ikke længer forstaa hvorfor, hvilken uendelig Morskab den Replik hos Andersen: „Naar nu bare ikke Storken flyver ned og bider mig i Benene,“ forskaffede mig som Barn.)
De historiske Fortællinger i Bogen er for største Delen Fortællinger om Heltegerninger. Der er i ethvert